Workshop - Lav dit eget unikke planteblæk og tryk

Fuglevad vandmølle ved Frilandsmuseet danner en skøn ramme for en unik workshop, hvor vi laver vores egne planteblæk, som vi efterfølgende bruger til at trykke naturens former med. Vi vil på kurset lave de fineste plantetryk på både papir og stof, der er lige til at ramme ind. Planteblæk er en fantastisk måde at arbejde med naturens og omgivelsernes farver. Ved at lave et opkog af planterne, koges pigmentet ind og du vil ende med nuancer og farver som alle passer til hinanden. Metoden rummer en del tilfældigheder, da både tid, sted og jordforhold spiller ind i planternes pigmenter, men det giver rum til selv at slippe kontrollen og lade eksperimenterne guide dig. Udover årstidens planter, vil vi også give os i kast med traditionelt blæk på egetræ, jern og galæble. Farven bliver mørk og blev i sin tid brugt til at trykke avisen med. På kurset lærer du hele processen fra viden om hvilke planter, der egner sig til at lave blæk af til op kogningen af planter og selve trykket af blade og blomster. Udover planternes egne pigmenter vil vi også prøve kræfter med at tilføje jern, citron, natron og salt for se på, hvordan disse ændrer farverne.

Vi bruger akvarelpapir, bomuld og silke til at trykke med. Materialer er ikke inkl. i kursusprisen, men afhænger af hvad du gerne vil arbejde med. Materialeprisen bliver maks. Kr. 135,-



Undervisningssted

Fuglevadvandmølle
Møllevej 4
2800 Kongens Lyngby

Praktisk information

Hold nr:
24051
Første møde:
11.08.24 kl. 10:00
Mødegange:
1
Lektioner:
7

Pris

Almen
DKK 750,00
  • Søndag 11.08.24 kl. 10:00 - 15:00

    Sted: Fuglevadvandmølle
    Møllevej 4

Therese Bülow

Uddannelse: Jeg er uddannet billedkunstner fra Kunstakademiet i Malmø i 2022. I min kunstneriske praksis arbejder jeg på tværs af medier, men bevæger mig især indenfor skulptur, tekstil og kropsbaserede værker. Therese Bülow (@theresebulow_) • Instagram photos and videos

Andre faglige kvalifikationer: Jeg har altid haft en stor begejstring for håndarbejde og for alt det, som gror omkring os. Da jeg faldt for plantefarvning, blev jeg dybt fascineret af de farvenuancer og viden, der lå gemt der. Sidenhen har jeg brugt meget tid på at udforske og forstå de mange muligheder, som findes i arbejdet med de naturlige pigmenter. Det er en viden, som jeg i dag anvender i mine egne værker. Udover min egen kunstneriske praksis er jeg en del af og medansvarlig for »Pigmenthaven« og »Fiberhaven« i herregårdshaven på »Rønnebæksholm kunsthal«. I haverne arbejder vi med tørpigmenter af rødder, balde og blomster samt hør. Derudover afholder vi også workshops og events. Vi ser haven som et læringsrum, hvor vi deler viden og erfaring om både historiske og nutidige pigmentplanter.

Undervisningserfaring: Jeg ser undervisningsrummet som et mødested på tværs af generationer og tidligere erfaringer. Et sted hvor vi udveksler begejstring og hvor der er plads til at nørde sig ned i teknikker og materialer. Jeg har tidligere undervist både børn og voksne i naturens pigmenter både i form af tryk, blæk og farvning af tekstil.